Den gode nok forældre og hvordan man kan håndtere tvivl og selvkritik i forældrerollenPubliceret: 2. December, 2023

Der raser en intens debat omkring forældreskab i disse dage, og man får kastet mange forskellige ting i hovedet. Både at man som forældre gør for meget (curlingbørn), men også at børn nutildags ikke er opdraget nok. Det kan ærligt være svært at navigere i, og med de mange holdninger kan det være svært at finde sin egen stemme og stole på den. Målet med indlægget er ikke at servere alle svarene (desværre) men at prøve at dele nogle af de ting jeg selv har oplevet har hjulpet mig til at være mindre selvkritisk i mit eget forældreskab.

  • Anerkend at der ikke kun er en rigtig måde at gøre tingene på.
    Det her er en stor hurdle for mig, og jeg glemmer gang på gang, at der ikke er en løsning på de problemstillinger vi står overfor i vores forældreskab. Jeg øver mig selv i at være pragmatisk og acceptere, at den rigtige løsning ikke findes, men at den løsning jeg vælger er den rigtige nu og her. Det er let at miste overblikket og få kørt sig selv ind i en tankemæssig spiral, hvor man afsøger hver lille afkrog af information for på den måde at sikre at man tager den “rigtige”/bedst mulige beslutning. Sandheden jeg har erfaret er, at jeg ofte bliver mere forvirret end klogere, når jeg afsøger information hos google, veninder og andre forældre. Så for mig er mottoet blevet, en beslutning er sjældent afgørende og beslutninger kan laves om. Derfor er det bedre at tage en “hurtig”/ikke gennemarbejdet beslutning også lave den om på sigt, fremfor at gå i tænkeboks og goggle sig igennem 5 forskellige eksperters råd før man træffer en beslutning.
  • Du er ikke den eneste vigtige person/faktor i dit barns liv
    Husk at dit barn påvirkes af mange forskellige faktorer. Både dig som forældre, men også samfundet, venner, bedsteforældre, pædagoger og lærere er vigtige personer og indflydelser i dit barns liv. Denne indsigt kan både give anledning til følelsen af kontroltab. Du kan ikke styre alting og du kan ikke kontrollere om dit barn kommer til at opleve dårlige eller svære ting. Samtidig er det en vigtig indsigt, fordi det kan få os til at give slip på at prøve at forudse og forebygge alle mulige frygtscenarier, som faktisk afskærer os fra at være til stede med vores barn lige der hvor vi er nu her.
  • Håndter egen usikkerhed i stedet for at handle på den
    Det er helt naturligt at opleve usikkerhed og tvivlsspørgsmål i sit forældreskab. Det ingen taler om, er at det at være forældre ikke er noget man kan læse sig til eller blive certificeret i. Det er en dyb personlig ting, og dit forældreskab er unikt, fordi det først og fremmest er præget af, hvem du er som person. Samtidig kan det føles som om, at forældreskabet er blevet ensrettet og at der er en måde at være “den gode nok forældre på”. Sandheden er dog, at der er mange måder at være “den gode nok forældre” på, og at du er nødt til at finde din egen vej. Usikkerhed er en naturlig del af livet, og særligt i forældreskabet er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan vi håndterer den. For mig har det hjulpet at opdage, hvornår min usikkerhed bliver vakt, og i stedet for at undersøge den nyeste evidensbaseret metode, så faktisk tage et kærligt kig på mig selv. Anerkend at noget ramte mig, se på hvorfor det gjorde det, også overvej en ekstra gang om det er noget jeg skal handle på. Eller om jeg i højere grad skal give mig selv credit for alt det jeg gør, og se på mig selv med kærlige og milde øjne, fremfor at svinge pisken og sige til mig selv at her endnu en ting jeg burde gøre bedre. På den måde kan vi måske komme et skridt tættere på, at stå i forældreskabet på vores egne præmisser i stedet for konstant at føle os utilstrækkelige og som dårlige forældre.

Helt kort opsummeret er dette ment som et boost til at se på sit forældreskab med ressourceblikket og give sig selv en break fra at tvivle på dine evner og egenskaber. Det er en stor opgave at være forældre, og jeg synes det er på tide at vi stopper med at gøre det hårdere for os selv. Vi vil begå fejl og der er mange ting, der vil gå galt, men vi må finde tilliden til os selv og hinanden til at tro på, at vi kan rette op, vende skuden og evaluere undervejs i stedet for at tro at vi skal regne det hele ud på forhånd.